I Italien er mors dag ikke en almindelig dag i kalenderen. Det er et øjeblik, hvor tiden går en smule langsommere, og hjertet husker, hvem der altid har været der: med et kærligt blik, et godt råd og en tallerken med yndlingspastaen. Italienerne fejrer ikke dagen højlydt, men hjerteligt og familiært, med den særlige varme, som de forstår at lægge i enkle ting.
Mamma laver ikke mad den dag
Som regel begynder det hele med en fælles frokost eller middag. Men der gælder en gylden regel: Mamma laver ikke mad den dag. I stedet står børnene, ægtemanden eller hele familien for madlavningen sammen. Og selv om retten måske ikke er noget kulinarisk mesterværk, er hver mundfuld fuld af kærlighed. For i Italien tæller ikke perfektion, men oprigtighed og følelse.
Blomster må ikke mangle. Mødre får ofte lyserøde eller røde roser, et symbol på taknemmelighed og dyb kærlighed. Nogle køber buketten i blomsterbutikken, andre plukker den selv i vejkanten. Begge dele er lige rørende.
I skolerne laver børnene kort, skriver digte eller fremstiller små gaver med egne hænder. En kæde af pasta, et udklippet hjerte, en tegning med teksten „Ti voglio bene, mamma“: den slags gemmer en mor ofte i årevis. For det kan ikke betales med penge.
Hver region bidrager med sin egen charme
Selv om mors dag først blev en tradition i Italien i anden halvdel af det 20. århundrede, nærmere bestemt fra 1957, da den første officielle fejring fandt sted i Assisi, har idéen slået dybe rødder i hjertet hos mennesker her. I dag fejres den, som i mange lande, den anden søndag i maj.
Hver region bidrager med sin egen charme. I Toscana mødes familien ofte på et landgods eller i en vinhave med hjemmelavet pesto, ost og et glas lokal vin. I syden, for eksempel i Campania eller Calabrien, fejres dagen ofte med et stort familiemåltid , hvor tre generationer sidder om det samme bord. Børnene fremfører digte eller synger for deres mamma.
I Venedig får man måske overrakt blomster på en gondol, med udsigt over lagunen og blid sol i ansigtet. I Milano eller Rom inviterer man sin mor ud at spise eller blot på kaffe og kage, for at tilbringe tid sammen, helt uden hastværk.
"Grazie di tutto, mamma. Sei la mia casa."
Nogle begynder dagen med en stille bøn i kirken: et ønske om moderens helbred og et lavmælt „tak“ i hjertet. Andre med et opkald fra en søn eller datter, der er langt væk, men helt tæt på i hjertet.
For italienerne er moderen nemlig ikke bare et nærtstående menneske. Hun er nærmest "universets centrum", en stille kraft, der holder familien sammen. Og selv om mors dag kun varer 24 timer, er kærligheden til moderen daglig, som morgenmaden eller solnedgangen.
Og på denne dag lyder den særlig tydeligt:
"Grazie di tutto, mamma. Sei la mia casa."
(Tak for alt, mamma. Du er mit hjem.)
